[Som den opmærksomme bloglæser har fanget, er jeg blevet en ret flittig blogger her på det sidste. Det skyldes et desperat forsøg på at rette mit miserable liv op på en køl, og et sted skal man jo starte.. Så hvorfor ikke starte med at blogge?]
Vi kender dem allesammen godt. De er lyserøde, klistrede, dramatiske, opkastfremkaldende, ensformige, overvurderede, forudsigelige og ikke mindst urealistiske. Tøsefilm. En verdenskendt virus der florerer mellem kvindelige tweens og teenagers. De giver et komplet forskruet billede af kærlighed og lykke, som giver grobund til selvmedlidenhed og tuderi, når prinsen på den hvide hest ikke lige kom på det planlagte tidspunkt. Jeg kan ikke udstå tøsefilm, og slet ikke deres uhyggelige evne til at rive folk med.
Her er det måske relevant at fortælle om en hændelse sidste år. Jeg var i sommerhus med tre piger, og der var stemning for en tøsefilm. Javel, så er det jo bare at rette ind og se med. 2/3 henne i filmen trillede en tåre hos to af pigerne. Den fjerde pige og jeg kiggede på hinanden. Det skal lige siges at hun er tough (lige som mig – host!), så det havde vi det lidt sjovt med. Men en tåre var ikke nok for de to piger. Senere stod det i stride strømme ud af deres tårekanaler, og deres voldsomme hulken (ja, nærmest vejrtrækningsproblemer) ville ingen ende tage – Jeg overdriver ikke! Jeg kunne heller ikke holde mig længere, og kunne ikke gøre andet, end at bryde ud i høj latter. Efter dette fik jeg tilråb, som: ”Du er hjerteløs!”, men så har man vel også fået det med. Jeg nævner ingen navne, men jeg kan vist godt sige at den fjerde (og hårde) pige var Rikke Roager.
Hele det der koncept med pigen og drengen der, trods forhindringer, alligevel får hinanden til sidst, hænger mig langt ud af halsen. Det er indbildsk og ulækkert.
Ud over det, så hæver det en piges forventninger til en drengs eventuelle forsøg på at være romantisk, til helt surrealistiske højder. På den måde, kan det være svært at præstere noget der er godt nok. Uden dette pres, ville alle være bedre tjent, uden tvivl.
Her er det måske relevant at fortælle om en hændelse sidste år. Jeg var i sommerhus med tre piger, og der var stemning for en tøsefilm. Javel, så er det jo bare at rette ind og se med. 2/3 henne i filmen trillede en tåre hos to af pigerne. Den fjerde pige og jeg kiggede på hinanden. Det skal lige siges at hun er tough (lige som mig – host!), så det havde vi det lidt sjovt med. Men en tåre var ikke nok for de to piger. Senere stod det i stride strømme ud af deres tårekanaler, og deres voldsomme hulken (ja, nærmest vejrtrækningsproblemer) ville ingen ende tage – Jeg overdriver ikke! Jeg kunne heller ikke holde mig længere, og kunne ikke gøre andet, end at bryde ud i høj latter. Efter dette fik jeg tilråb, som: ”Du er hjerteløs!”, men så har man vel også fået det med. Jeg nævner ingen navne, men jeg kan vist godt sige at den fjerde (og hårde) pige var Rikke Roager.
Hele det der koncept med pigen og drengen der, trods forhindringer, alligevel får hinanden til sidst, hænger mig langt ud af halsen. Det er indbildsk og ulækkert.
Ud over det, så hæver det en piges forventninger til en drengs eventuelle forsøg på at være romantisk, til helt surrealistiske højder. På den måde, kan det være svært at præstere noget der er godt nok. Uden dette pres, ville alle være bedre tjent, uden tvivl.
Det kan måske komme til at lyde som om, at kærlighed hænger mig langt ud af halsen. Det er ikke sandt. Det er denne kommercialisering og masseproducering af kærlighed jeg ikke kan fordrage. Det kan godt være det er rart at fortabe sig i et univers af evig lykke og romantiske drenge, men jeg foretrækker at noget andet.. Evetuelt det virkelige liv? F.eks. at blogge om hvor meget jeg ikke bryder mig om det, i stedet for at se filmen inde i dagligstuen.
MOJN og fortsat go’ weekend – Stay real!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar